Lindenborg Gods A/S er arealmæssigt et af landets største godser. Ud over at drive land- og skovbrug omfatter Lindenborg Gods også industriaktiviteter. Koncernens forskellige aktiviteter drives i tre datterselskaber.
Moderselskabet Lindenborg Gods A/S forestår den overordnede ledelse af de samlede virksomheder og varetager herudover bl.a. koncernøkonomifunktionen m.v. Desuden varetager moderselskabet de samlede aktiviteter inden for jagtvæsen, fiskeri, udlejning af arealer og boliger samt udlejning af Lindenborg Slot. Ligeledes forestod moderselskabet også et meget stort projekt omkring udviklingen af Lindenborg Slot. Slottet danner rammerne for eksklusiv udlejning til arrangementer, hvor der ønskes en helt speciel oplevelse tilknyttet.
Rold Skov Savværk A/S omfatter to savværksenheder i henholdsvis Arden og Sabro. Det er en af landets største grupper af nåletræssavværker for opskæring af konstruktionstræ med salg til såvel den danske som andre europæiske landes byggesektor.
Lindenborg Skovselskab A/S forvalter godsets 3.837 ha skov ud fra en vision om at sikre en høj produktion af træ til bæredygtige materialer, produkter og energi med respekt for den natur vi arbejder med og i. Derudover forvaltes skov for andre skovejere ligesom der løses skoventreprenør opgaver for skov- og jordejere i det nordjyske. Herudover drives der planteskole med fokus på produktion af nordmannsgran.
Lindenborg Avlsgaard Aps omfatter 561 ha landbrugsareal omkring selve Lindenborg Slot og drives som traditionelt landbrug. Til Avlsgården er tilknyttet jagtvæsen med egen skytte, der bl.a. står for udlejning af jagt på råvildt og fasaner.
Koncernen beskæftiger ca. 100 medarbejdere og har en omsætning på cirka 200 mill. kr.
Bedriften har modtaget tilskud til Pleje af græs- og naturarealer. Formålet med tilskuddet er at bidrage til at beskytte og forbedre biotopforholdene og biodiversiteten i de prioriterede områder. Tilskuddet har medført, at bedriftens græs- og naturarealer er blevet plejet med afgræsning eller med slæt, og dermed er der sikret en god natur-pleje af arealerne.


